torsdag den 9. december 2010

I aften fik højskolen dessert

Rikke er på Testrup Højskole og bor i Glædens Hjem for at udleve sit musikelsker-gen sammen med nogle dejlige mennesker. Hun har flere gange ytret, at hun gerne vil modtage noget rigtig snail-mail, så denne kage på 3,5 kg blev selvfølgelig sendt med posten. Efter fællesspisning i aften delte hun "sin post" med de 70 medspisende.

Bundene er mandelbund, cholokadebund og alm. bund og imellem hindbærmousse, mørk chokoladeganache og hvid chokolade-trøffelkrem med chai te. Smurt med italiensk smørkrem og overtrukket med marcipan.

Jeg ville så gerne ha' set kagen forsvinde som dug for solen, for Rikke beskrev det meget levende :-)

tirsdag den 3. august 2010

Smukke piger og cup cakes

(dobbeltklik på fotos for forstørrelse og brug evt. zoom værktøjet)

Der var mange hænder til at arrangere, da kagerne til mormors 40 års jubilæum skulle sættes frem i hendes have i søndags.
Nogle kunne li' dem med rabarber og lys marengskrem, andre chokolade-kagerne, men de fleste skulle da lige smage én af hver.
Er det ikke bare et syn, der fornøjer - de små hænder, der forsigtigt arrangerer og slikker stadset af, som lige kom på fingrene... og de store piger, som altid har smil og tid...
PS. Jeg har længe søgt efter disse cup cake forme, som er helt fantastiske at bage i - og samtidig nemme at udvide, når kagen skal spises

torsdag den 13. maj 2010

Konfirmationskage til Mia


          (dobbeltklik på fotos for forstørrelse og brug evt. zoom værktøjet)
Maj er konfirmandernes måned, og hvor er det hyggeligt at se flagene hejst i byen om søndagen...

Til denne kage til min kollegas datter kunne der godt spilles på det feminine i udtrykket, for hun er en smuk lyshåret pige.

Og så fik jeg endelig lejlighed til at afprøve skoformen, hvor fondanten rulles forholdsvist tykt og alle delene formes og samles (den skal helst laves i god tid, så alle dele er helt tørre).

Chokoladebunde, hindbærmousse og tobleronecreme i den underste kage og
Mandelbunde, appelsin/passionscreme og hvid chokoladecreme i den øverste kage så de er meget forskellige i smag.